Unge skole-elever kom med gode ideer til lokale firmaer
En gruppe 8. klasses-elever fra Trekløverskolen i Kjellerup var onsdag til en form for eksamen i innovation under Tool Camp i Silkeborg
400 skole-elever kom onsdag med innovative og nyskabende ideer for lokale virksomheder, der kæmper med forskellige udfordringer. En af dem var Virklund Sport, der søgte inspiration til, hvordan man får mere motion ind i unges hverdag.
Og det havde fire 8.klasses-elever fra Trekløverskolen i Kjellerup et rigtig godt bud på. De havde nemlig udviklet en ny smart app.
Læs også
- Normalt sidder man bare på sin røv, men her kan man lave det, man har lyst til, sagde Tobias Vinfelt Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Han var sammen med sine klassekammerater så altså med til at skabe app'en, der kan være en løsning på Virklund Sports udfordring. App'en bruges til GPS-løb – altså en moderne form for orienteringsløb.
Imponeret over indsatsen
- Læreren kan så ændre skærmene og lave sit eget løb, forklarede Trine Walmar.
Ideen blev vel modtaget af den lokale virksomhed, der var begejstret for elevernes engagement og opfindsomhed.
Læs også
- I min egen skolegang var det nok bare at lægge to og to sammen, men det er anderledes i dag. Det er jeg imponeret over, sagde salg- og udviklingschef hos Virklund Sport, Johannes Madsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Silkeborg Kommune var ligeledes involveret i Tool Campen, og herfra lød det, at det er en død og pine nødvendighed at arrangere sådan noget for at følge med udviklingen.
Du kan se mere fra gårsdagens begivenheder i indslaget øverst på siden.