Unge skal stoppe chikane
Skal skabe positiv stemning i Gellerup
Nu skal det være slut med unge der sætter ild på deres eget boligkvarter og kaster sten efter brandfolkene. I stedet skal en gruppe unge være nye rollemodeller.
Tre gange siden i sommers er brandfolk blevet mødt med stenkast og fyrværkeri, når Århus Brandvæsen er kørt ind i Gellerup.
I perioder er brandvæsenet kun kørt ind for at slukke brande, når de havde sikret sig, at politiet var nået frem for at yde dem beskyttelse mod stenkastende unge.
For at vende stemningen er de første ti unge brandkadetter nu uddannet til et nyt Ungdoms-brandkorps hos brandvæsenet.
Målet er, at de skal modarbejde chikane og ildspåsættelser og bane vejen for en ny og mere positiv indstilling til redningsfolkene:
- Det er jo med til at styrke deltagernes sociale, faglige og personlige kompetencer. Samtidig er det også en mulighed for Aarhus Brandvæsen at spotte talenter, som de senere hen kan rekruttere ind i brandvæsenet, fortæller Jane Grønnebæk, der er boligsocial udviklingskonsulent i Aarhus Kommune.