Unge skal op på (jern)hesten igen

Projekt motiverer unge til at få en uddannelse

En cykel, massevis af træning, engagement og en lille cykeltur på 1.000 kilometer.

Det er kan være en af opskrifterne på at få unge kontanthjælpsmodtagere tilbage på arbejdsmarkedet igen.

Det viser de foreløbige erfaringer fra et nyt aktiveringsprojekt i Horsens Kommune, hvor syv kontanthjælpsmodtagere fra kommunens ungdomsskole lige nu træner til deres livs cykeltur.

Sammen skal de cykle 1.000 kilometer rundt i Jylland. Ikke bare for motionens skyld, men for fællesskabet og for at få succesoplevelser.

Allerede nu har træningen haft sin effekt. De har unge tager langt mindre medicin, sover bedre om natten og har fået mod på at gå i gang med en uddannelse.

- Hvor de unge før var initiativløse og uden mod på livet, har de fleste af dem nu masser af planer og idéer for fremtiden. På den måde giver cykling gevinst hele vejen rundt både socialt, fysisk og psykisk, siger Lone Ernstsen, som er virksomhedskonsulent i Ungdomsskolen.

En af de unge, som snart siger farvel til kontanthjælp og hej til en uddannelse, er 20-årige Kristian Janum. Han vil nu i gang med at uddanne sig til smed:

- Jeg var langt fra motiveret til at cykle i starten, men jeg gav det en chance og begyndte med at løbe 200 m hver morgen. Min kondition blev lige så stille bedre og bedre, og i dag tror jeg på, at jeg nok skal gennemføre de 1.000 kilometer.

De syv unge skal for alvor træde i pedalerne i uge 26, hvor de skal bevæge sig ud på deres 1.000 kilometer lange cykeltur.