Unge skal blive håndværkere

Undersøgelser forudser, at der i fremtiden vil mangle op mod 30.000 faglærte i industrien.

02:38

1 af 2

Mange unge mennesker i dag gider ikke blive håndværkere. I de største kommuner her i Østjylland er det kun en fjerdedel af de unge, der søger en erhvervsuddannelse. Tirsdag forsøgte industrien at lokke flere unge til med blandt andet gode jobmuligheder.

Skovby Møbelfabrik holdt åbent hus, og her var Daniel Steffen mødt op sammen med sin mor.

- Hun blev ved med at sige, at du skal, du skal, så til sidst tænkte jeg, at det her måske kunne være noget for mig, og så gik jeg med til det, siger Daniel Steffen, der er folkeskoleelev fra Skovby.

Han fik sammen med omkring 30 andre et indblik i dagligagen i virksomheden.

- Derhjemme kan vi ikke rigtig hjælpe ham med erfaring i håndværkerfaget, fordi vi ikke er nogen, der kan sige, hvad der er godt og skidt, siger Karina Steffen, der er projektleder og mor til Daniel.

Forudser stor mangel i fremtiden

Undersøgelser forudser, at der i fremtiden vil mangle op mod 30.000 faglærte i industrien.

- Vi har brug for de unge mennesker. Sådan et fag her overlever ikke, hvis der ikke er nogen til at udføre håndværket, så simpelt er det, siger Flemming Nygaard Petersen, der er uddannelses- og kvalitetsteknikker hos Skovby Møbelfabrik.

Også i fagforeningen 3F er de interesserede i at gøre erhvervsuddannelserne attraktive.

- Jeg synes, at det er rigtig vigtigt, at unge mennesker også får øjnene op for, at der er andre veje at gå end gymnasieuddannelserne, og at en erhvervsuddannelse faktisk kan skabe job bagefter. At det er beskæftigelsesrettet, siger Elise Andsager, uddannelseskonsulent hos 3F.

Hun tror, at flere unge tager en gymnasial uddannelse for at få længere tid til at beslutte sig for, hvilken vej de vil gå.

- Når man tager en erhvervsuddannelse, så er det ikke en endestation. Man kan komme rigtig mange andre veje. Man kan tage en mellem- eller en videregående uddannelse på baggrund af sin erhvervsuddannelse, siger Elise Andsager og fortæller om en anden årsag til fravalget af erhvervsuddannelserne.

- Jeg tror, at en af de store myter, der florerer i øjeblikket, om at der mangler praktikpladser, nok er en af årsagerne til, at mange ikke vælger en erhvervsuddannelse. Og vi vil gerne være med til at vise, at indenfor industriområdet er der masser af praktikpladser, man skal bare være opsøgende og aktiv.

Alligevel er det kun hver fjerde elev fra Skanderborg, Silkeborg, Favrskov, Horsens og Aarhus Kommune, der vælger en erhvervsuddannelse.

Der findes i alt 106 forskellige erhvervsuddannelser, som for eksempel giver adgang til arbejde som murer, frisør, kok og gartner.

Du kan se mere om erhvervsuddannelserne i tv-indslaget øverst på siden.