Unge robot-talenter klar til EM: - Det er mere end bare Lego
En flok elever fra Risskov træner lige nu op til EM i robotteknologi. Ifølge de unge talenter handler det om mere end bare lego
Det er ikke hver dag, man hører om børn, der interesserer sig for motorer, sensorer og programmering. Men det gør 14 elever fra 7. og 8. klasse fra Strandskolen i Risskov i Aarhus.
Læs også
Eleverne er en del af skolens valghold - Team Robtop - der lige nu træner op til EM i robotteknologi.
- Jeg glæder mig rigtig meget til hver gang, vi skal have de her timer, fordi det både er sjovt at programmere, men sammenholdet er også fantastisk. Vi har det sjovt sammen, og man lave alle mulige ting med klodserne, siger Sofia Bilde Birkedal fra 8.y på Strandskolen.
- Da jeg var yngre, var jeg med sammen med de lidt ældre. Og jeg synes bare, det var mega fedt, så derfor valgte jeg det igen i år, siger Aksel Nielsen fra 7.y på Strandskolen.
- Mere end bare lego
Lige nu træner de op til mesterskaberne på en bane, som alle deltagerne skal bruge. De skal programmere en legorobot til at løse bestemte opgaver, som blandt andet handler om at skille sig af med spildevand.
Konkurrencen foregår på tid, og samtidig får de point efter, hvor mange opgaver robotten når at løse.
- Der er forskellige missioner ude på banen, som robotten skal klare. Og så skal vi selv bygge det, som vi skal klare opgaven med. Man skal finde mulige løsninger til de forskellige missioner, siger Sofia Bilde Birkedal.
SEJRSHOLDET FRA RISSKOV
Både i Aarhus og Oslo har de vundet den del af konkurrencen stort.
Nu drager de mod Open European Championship, der foregår i Tallinn i Estland fra den 6. til 8. juni 2018, med et sponsorat fra Universal Robots.
Men er det ikke bare lego?
- Jo, det kan man godt sige, men det er jo også lavet til at kunne lære børn at programmere og bygge robotter. Der er også motorer og sensorer med, så jeg vil faktisk sige, at det er mere end bare lego, lyder det fra Aksel Nielsen.
Teknisk - men sjovt
Konkurrencen består af forskellige delopgaver, men robotdelen er klart holdets styrke.
- Det er jo meget teknisk det med at programmere, så det er svært lige at finde ud af. Man skal hele tiden få det hele til at passe sammen, siger hun.
Læs også
Men selvom det er meget teknisk, så hygger eleverne sig med det. Faktisk så meget, at de har valgt at fortsætte frivilligt med at træne op til EM, selvom valgfagsholdet ikke skulle have haft flere timer i år.
- Jeg går altid lidt tidligere over i spisepausen, fordi det er så hyggeligt at være her, siger Aksel Nielsen.
FIRST LEGO LEAGUE
255.000 børn fordelt på 88 lande deltager i konkurrencen. I alt er der 32.000 hold.
Konkurrencen består af fem forskellige kategorier: teknologi, robot, forskning, marketing og kerneværdier.
Vinderholdet er det hold, der har udført alle kategorierne bedst.