Unge prøver kræfter med landbrug i ferien: - Man har et enormt fællesskab

I skolernes sommerferie har flere unge valgt at bruge nogle dage på Bygholm Landbrugsskole, hvor de skal prøve kræfter med livet på landet

02:00

I denne uge har en gruppe unge skiftet strandture, is og badebolde ud med traktorer, køer og marker i deres sommerferie.

For ligesom at nogle vælger at bruge ferien på fodboldskole, så kan man også bruge ferien på landbrugsskole, og det er der 80 unge, der har valgt at gøre ved Bygholm Landbrugsskole i Horsens.

De holder i denne uge åbent for unge mellem 12 og 17 år, som kan komme og prøve, hvordan det er at arbejde på et landbrug. 

Læs også To unge driver lille landbrug: Lærer via fagbøger og Youtube

Et enormt fællesskab

En af dem, der har valgt at bruge ugen på Bygholm Landbrugsskole, er 15-årige Kamilla Nielsen fra Slagelse.

Hun har taget turen til Jylland for at prøve kræfter med livet på landet i denne uge, og det er faktisk ikke første gang, hun er på landbrugsskole.

- Selvom man både er fynboer, jyder og sjællændere. Så har man et helt enormt fællesskab, og så ville jeg gerne prøve det igen, så det er tredje gang, siger hun. 

Det er fjerde gang, at Bygholm Landbrugsskole afholder farmer camp, og alle pladser er besat.

Har brug for folk i branchen

Kamilla Nielsen er ikke den eneste af de 80 unge, der bliver ved med at komme tilbage til landbrugsskolen, og det er de glade for på Bygholm, for landbruget mangler arbejdskraft.

- Jeg vil ikke give noget umiddelbart tal, men jeg vil sige, at vi mangler rigtig meget arbejdskraft i det danske landbrug, og det er også lidt det, vi håber på med de her 80 unge mennesker, der er her i år, og at nogle af dem får snust til det og siger, at det der med landbruget, det er egentlig spændende nok, siger lærer ved Bygholm Landbrugsskole Emil Vest. 

Læs også Fuldt hus på landbrugs-lejrskole: Man får nye venner

Og interessen for landbruget, den er der i hvert fald hos de unge landbrugsskoleelever.

- Jeg vil gerne sådan noget med dyr og arbejde med maskiner, siger 13-årige Kimmie Ingleby fra Lyderslev.