Unge pengeskabstyve pågrebet
I første omgang efterlod fire unge tyve et pengeskab ved Viby Station, men da de vendte tilbage, lå politiet på lur.
18. mar 2008, kl. 11:07
Mere end 30 dage gammel
Et pengeskab på en trækvogn er et sjældent syn, men ikke desto mindre det en patrulje fra Østjyllands Politi så ved Viby Station natten til tirsdag.
Pengeskabet var tilsyneladende efterladt, men et vidne kunne informere betjentene om, at fire unge var kommet kørende med det bag på en blå bil, skriver JP Århus.
Bilen var stadig i området, og derfor besluttede betjentene at vente.
Da den vendte tilbage til stationen, blev de fire unge, der er i alderen 15 til 18 år, anholdt.
Ifølge politiet lader det ikke til, at det er første gang de fire har lange fingre. Politiet fandt nemlig også et kælderlokale med stereoanlæg og computere.