Unge østjyder er EM-klar
U19-landstræner udtager spillere fra Randers, Aarhus og Skanderborg
Håndboldkvinderne Mie Højlund, Julie Pontoppidan og Suzanne Bækhøj gjorde tilsyneladende en god figur under U19-landsholdets netop overståede træningslejr.
I hvert fald har landstræner Flemming 'Tuborg' Larsen besluttet sig for at udtage de tre unge østjyske spillere til den trup, der skal repræsentere Danmark under sommerens EM i Spanien.
Mie Højlund og Julie Pontoppidan er bagspillere i henholdsvis Randers HK og SK Aarhus, mens Suzanne Bækhøj er fløj i Skanderborg Håndbold.
I alt deltog der 24 spillere i træningslejren. De otte blev senere siet fra, hvorefter EM-truppen nu er på plads.
- Vi har haft en rigtig god samling, hvor alle spillere virkelig har budt ind og vist sig frem. Det er en bred trup med mange meget dygtige spillere, så det har ikke været nogen nem udtagelse, siger landstræner Flemming 'Tuborg' Larsen til Dansk Håndbold Forbunds hjemmeside.
De tre østjyske spillere er ligesom deres 13 holdkammerater udtaget til to landskampe mod Sverige senere på måneden. EM i Spanien begynder 23. juli.