Unge opfindere præsenterer idé: Her er den flade stikprop
Gymnasieelever konkurrerede om at være regionens bedste opfindere og forretningstalenter
Omkring 50 gymnasieelever fra ni Øst- og Midtjyske HTX- og HHX-uddannelser konkurrerede onsdag om at blive Region Midtjyllands bedste inden for henholdsvis teknologi og forretningsudvikling.
Konkurrencen blev afviklet på Learnmark Horsens, og vinderne kvalificerede sig til danmarksmesterskaberne i Teknologi og Erhvervscase.
Blandt dagens deltagere var en gruppe elever fra HTX fra netop Learnmark i Horsens, som havde medbragt en særlig tynd stikprop så for eksempel skabe, senge og akvarier ikke skal stå langt fra væggen, når der skal være plads til en stikprop i kontakten.
Læs også
- Vi har selvfølgelig ikke genopfundet den eller skabt den helt fra ny, men vi har reduceret dens størrelse fra 40-50 millimeter til 14.5 millimeter, siger Mathias Hauge, der er elev på Learnmark Gymnasium HTX i Horsens og sammen med klassekammerater var med i konkurrencen.
Stikpropdrengene fra Horsens vandt ikke konkurrencen onsdag. Vindertitlen blev snuppet af elever fra Ringkøbing-Skjern HTX og Skanderborg-Odder HTX.
Men selvom stikproppen ikke rakte til en sejr, mener Mathias Hauge alligevel, at deres produkt kan være en hjælp for rigtig mange danskere.
- Hvis man nu har sin seng stående op ad væggen, så kommer den til at stå cirka seks centimeter ud fra væggen, og så falder hovedpuden ned om natten, når de konventionelle stikpropper sidder i, hvor sengen med vores stikprop kommer helt ind til væggen, siger Mathias Hauge.
Læs også
Opgaven for de otte hold fra de tekniske gymnasier var at finde et hverdagsproblem, som de skulle løse ved hjælp af teknologi. Til regionsmesterskabet skulle HTX-eleverne fremlægge deres innovative løsning med udgangspunkt i en prototype.
Det er Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier, der står bag DM i Teknologi og Erhvervscase i samarbejde med Dansk Erhverv. Og på Learnmark er man stolte over at være værter for årets regionsmesterskab, som man i øvrigt også synes er en rigtig god idé.
- Jeg synes, at det er fantastisk, fordi der er så mange unge mennesker, der har så mange gode ideer, som de brænder for at komme ud med og prøve af, så det er helt vidunderligt, siger Sune Agger, der er rektor på Learnmark Gymnasium HHX og HTX i Horsens.
Du kan se mere om de flade stikpropper i videoen øverst på siden.