Unge mormoner indtager Randers
Mormoner fra hele verden afholder i denne uge i en årlig festival i Randers, og samtidig giver de kommunen en hjælpende hånd.
500 unge mormoner mellem 18- og 30 år afholder indtil lørdag den årlige "Fest i nord" i Randers. Her bor de på Tirsdalen Skole, hvor de dyrker sport, sang, musik og dans og deltager i forskellige religiøse og ikke religiøse foredrag.
Og som tak for lån, har de tilbudt at stille deres arbejdskraft til rådighed for Randers Kommune i en hel dag. Et tilbud, som kommunen har accepteret.
Omkring 350 af de unge vil hjælpe driftsafdelingen med at samle affald langs vejene - særligt i oplandet.
Og det er der behov for:
- Der bliver smidt alt for meget i naturen, og der ligger meget rundt omkring. Vi får vejet alt affaldet, så det bliver muligt at se, hvor meget der bliver svinet, og vi håber, at det kan være med til at gøre, at folk lige tænker sig om en ekstra gang, inden de smider affald ud ad vinduet, siger driftschef Hans Holm.
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND i aften.