Unge mænd er tavse om deres helbred
Midtjyske kvinder i begyndelsen af 20'erne er dobbelt så gode til at få udfyldt skemaer som mænd.
Lige nu har tusindvis af fyre mellem 16 og 25 år skoddet et landsdækkende spørgeskema om deres eget ve og vel. Det kan være fatalt, mener Center for Folkesundhed. Det skriver Urban. Fremtidens sundhedssystem bliver kun for kvinder.
Så enkel lyder beskeden fra Center for Folkesundhed, hvor konsulent Søren Beck ligefrem frygter, at danske mænd vil dø tidligere, fordi unge fyre ikke gider løfte sløret for deres eget ve og vel.
- Mænd har ikke for vane at fortælle lægen og andre sundhedsfolk om deres skavanker. De vil hellere klynke lidt over helbredet derhjemme. Og det er problematisk. For vi kan ikke indrette fremtidens sundhedssystem på en gruppe, vi knap nok kender, siger Søren Beck til Urban.
250.000 bliver spurgt
For knap 14 dage siden fik en kvart million danskere spørgeskemaet 'Hvordan har du det?' ind ad brevsprækken.
Men den første måling fra Center for Folkesundhed i Region Midtjylland viser, at kvinder i starten af 20'erne er næsten dobbelt så gode til at få udfyldt skemaerne som mænd.
En ud af fem svarer
Kun hver femte unge mand er villig til at løfte kuglepennen og fortælle, om de har haft hovedpine eller hjertebanken inden for de seneste 14 dage. Og som han siger til Urban:
- Er det kun kvinder, der svarer, så bliver de nye sundhedstiltag lavet på deres præmisser. Med andre ord: Svarer vi mænd ikke, mister vi vores fingeraftryk på fremtidens sundhedsvæsen og en del leveår i det lange løb.
Fra sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) lyder opfordringen til de unge fyre:
- Mand jer nu op og brug de par minutter på at svare på spørgsmålene. Det er jo helt klart i jeres egen interesse, at fremtidens sundhedstilbud også bedst muligt er indrettet efter
jeres trivsel og vaner. Fat pennen, venner.
Kilde: Urban