Unge ledige skal i sving

Århus Kommune strammer kursen overfor ledige - i første omgang dem under 30.

For at få flere unge hurtigt i arbejde og nedbringe antallet, der bliver hængende på offentlig forsørgelse, har Århus Kommune netop indført begrebet "straksafklaring".

Målet er, at den enkelte bliver i stand til at forsørge sig selv hurtigst muligt og helst uden brug af aktivering.

Initiativet forventes at være i fuld drift i løbet af foråret.

Indførelsen af straksafklaring gælder for ledige, der henvender sig til kommunen for at søge om kontanthjælp.

Det nye initiativ bevirker, at den ledige - senest en uge efter vedkommende har henvendt sig - skal deltage i et af kommunens straksafklaringsforløb. Forløbene er af fire ugers varighed.

Under forløbene arbejdes der intensivt med den enkeltes muligheder for at kunne forsørge sig selv.

Det sker i en kombination af aktiv jobsøgning, afklaring, vejledning og praktik.

I første omgang omfatter ordningen kontanthjælpsmodtagere under 30 år, men allerede fra 1. juli vil de øvrige aldersgrupper også være omfattet.

- Det er vores erfaring i Århus Kommune, at en tidlig og målrettet indsats, hvor den ledige selv kommer på banen og er aktivt jobsøgende, er det centrale udgangspunkt, når det handler om at gøre folk helt eller delvist uafhængige af offentlig forsørgelse, siger rådmand Flemming Knudsen (S).

Med straksafklaringen bliver der allerede inden for den første uge lagt planer for, hvordan den enkelte bliver i stand til at forsørge sig selv.

Rådgivningen og vejledningen, der bliver givet undervejs i forløbene, bygger på princippet om hjælp-til-selvhjælp.

Straksafklaringsforløbene retter sig mod ledige, som ikke har eller kun i mindre grad har brug for det offentlige system til at finde arbejde.

Der er i første omgang tale om et to-årigt forsøg.

(Ritzau)