Unge iværksættere hjælper andre unge med at finde studiejob
Et nystartet firma er specialister i at skabe kontakt mellem firmaer og studerende
Opia Headhunting er et rekrutteringsfirma startet af tre unge studerende, der har specialiseret sig i at forbinde studiekammeraterne med virksomheder, som har brug for deres arbejdskraft. En af dem, der har fået hjælp fra Opia, er Anders Bøcker Brandt.
Han har fået job hos et reklamebureau, og det er han ganske godt tilfreds med.
- Det kan godt være, at jeg alligevel havde fået et studiejob, men nok ikke et lige så relevant et, fortæller Anders Bøcker Brandt.
Læs også
Det er primært gennem de tre partnere i Opia Headhuntings eget netværk, at de finder de rette kandidater til jobs hos virksomhederne.
Fordel for alle parter
- Som studerende har du en bred profil. Hvis du kigger på universitets hjemmeside, så er der en lang liste med, hvad du kan. Men vi guider så de studerende, så de kommer i rette studiejob, forklarer Mathilde Skydt Ganderup fra Opia Headhunting.
Bo Dahl er direktør for det reklamebureau, som har haft gavn af rekrutteringsfirmaets hjælp, og de har herigennem fået ansat Anders Bøcker Brandt. Det er altså alle parter, der får glæde af initiativet.
- Vi har at gøre med nogen, der har et knowhow. De har fingeren på pulsen i forhold til, hvilke studerende der passer til vores problemstilling, lyder det fra direktøren.
På det halve år, Opia Headhunting har været i luften, har firmaet hjulpet 100 studerende ud i et relevant studiejob.
Du kan se mere om det nystartede rekrutteringsfirma i indslaget øverst på siden.