Unge indrømmer at have deltaget i livsfarlig leg
Flere store træer er den seneste tid blevet fældet af unge i skovene omkring Hjortshøj.
Skovejeren Daniel Krause-Kjær fik sig lidt af en overraskelse, da han onsdag i sidste uge hørte bankelyde i Virupskoven ved Hjortshøj.
I første omgang troede han nemlig, at det var nogen, der var ved at sætte et telt op. Men da han kom nærmere, opdagede han, at nogle børn var ved at fælde et stort træ.
Læs også
- Det havde jeg godt nok ikke forestillet mig. Der var massive skader på det træ, de havde stået og hugget i, siger han.
I alt kunne han se, at der var blevet hugget i tre træer, mens et enkelt træ var blevet fældet helt. Daniel Krause-Kjær vurderer, at det væltede træ var omkring 20 meter højt.
Også Ingelise Ejlersen har oplevet, at træerne i hendes skovområde blev fældet. Det fik hende til at skrive et oplag på Facebook, hvor hun opfordrede de unge til at ringe og give hende en forklaring.
Kort efter ringede telefonen.
- De var meget flove, og jeg er overbevist om, at de stopper med at fælde træerne i skovene nu, siger hun.
Kan være livsfarligt
Det er i virkeligheden meget fornuftigt, at de autodidakte skovhuggere har valgt at stoppe deres leg i skovene omkring Hjortshøj.
For én ting er, at det kan være træls for skovejeren, at deres træer bliver fældet. Men det er faktisk også farligt.
Det fortæller Michael Rasmussen, der er skovfoged på Djursland.
Læs også
- Det går over grænsen. De kan ikke styre, hvilken retning træet vælter. Det betyder, at de risikerer, at træet ryger ned og slår dem ihjel, siger han og fortsætter.
- Du skal være uddannet for at fælde træer. For der kan også ske det, at træet rammer et nabotræ, og der knækker en stor gren af, som du risikerer at få i hovedet.
Ingelise Ejlersen og Daniel Krause-Kjær har valgt, at de ikke vil melde episoderne til politiet.