Unge i Syddjurs kan søge om 50.000 til deres projekter

En gruppe unge skal i november samles for at beslutte, hvad pengene skal gå til

Den 17. november bliver en noget anderledes dag i Syddjurs byråd, her bliver alle de normale byrådsmedlemmer nemlig skiftet ud med 27 nye unge mennesker fra hele kommunen.

Og hvad skal det nye unge byråd så lave den dag? 

De skal diskutere, hvilket projekt, der skal have 50.000 kroner i støtte. Syddjurs Kommune har sat pengene af specielt til projekter, som unge mennesker gerne vil søsætte. Derfor kan unge sende deres ansøgning afsted mod kommunen på hjemmesiden ungsyddjurs.dk, og så ellers bare håbe på, at netop deres projekt bliver valgt.

Læs også Syddjurs: Borgmester overtager formandspost

- Demo-rådet glæder sig utrolig til dagen, som vi forventer, der vil komme meget ud af. Vi har hele tiden syntes, at de unge mange gange bliver overset og ikke har muligheden for aktivt at bestemme, hvad der gør det fedt at være ung i Syddjurs. Det er ungerigsdagen med til at vende på hovedet, og vi håber derfor, at det vil blive taget godt imod af alle, siger formand for Demo-rådet Miriam Leander Petersen i en pressemeddelelse. 

Sammen med Demo-rådet vil borgmester i Syddjurs Kommune, Claus Wistoft (V), stå klar til at tage imod de unge mennesker på dagen.