Unge i Grenaa udgiver spil
Tre unge drenge, der går på Viden Djurs i Grenaa, har udgivet deres helt eget spil på Google Play
Tre unge drenge fra Grenaa har sammen udviklet deres eget spil til mobilen. De går til dagligt på Viden Djurs og har netop udgivet spillet Shape på Google Play med hjælp fra skolens inkubator, der er en form for kontormiljø, hvor unge spiludviklere nørder sammen.
- Det er fantastisk, at vi har den mulighed, siger Anders Parsberg Wagner, der er medudvikler på spillet.
Det er Johsua Dacruz, Mathias Nielsen og Anders Parsberg Wagner på henholdsvis 20, 19 og 19 år, der står bag spillet og firmaet Typical Interactive.
De har brugt en stor del af deres fritid den seneste tid på at udvikle spillet sammen i inkubatoren med blandt andre Nikolaj Jacobsen Løth, der arbejder som lektor på Viden Djurs, men som altså også bakker op om de unge i skolens inkubator.
- Jeg snakker løbende med dem om, hvad de bør gøre fra gang til gang. Sætter milepæle, så de når deres mål, fortæller Nicolaj Jacobsen Løth.
Læs også
En original idé
Spillet er et såkaldt "one-button"-spil, hvilket betyder, at det kun styres med en enkelt finger. Her går det så ud på, at du er en figur med en bestemt farve, og så skal de samle de samme figurer og farver, der falder ned fra toppen af skærmen.
- Jeg kom på idéen, og jeg havde ikke set det før. Det var sådan det startede, siger Anders Parsberg Wagner.
Det er et socialt spil, hvor highscore er det endelige mål. Det gælder simpelthen om at score så mange point, som overhovedet muligt.
- Det er nogle fantastisk dygtige drenge, som har skabt et meget flot spil, fortæller Nikolaj Jacobsen Løth.
Spillet kan downloades gratis via Google Play. Det har 50 mennesker allerede gjort. Drengene forventer, at spillet også kan downloades i App-store i løbet af denne måned.
De unge skal tættere på virkeligheden
Der er en særlig mening med, at de unge så tidligt får mulighed for at udvikle og udgive spil.
- Vi vil gerne have kort afstand fra tanke til handling. De skal ud og møde virkeligheden og lære af den, siger Nicolaj Jacobsen Løth.
Og muligheden for at spare med vejledere og andre unge spilinteresserede er en fantastisk idé, hvis man spørger de unge spiludviklere.
- Vi kan ping-ponge mellem hinanden, hvis der eksempelvis er en kode, der bare ikke vil virke, fortæller Anders Parsberg Wagner.
Læs også
Grenaa er et spilmekka
I Grenaa har de i mange år satset på spiludvikling, iværksætteri og unge mennesker.
Og det bærer nu frugt. De unge har efterhånden mange muligheder for at gå spiludviklingsvejen.
Efter HHX eller HTX på Viden Djurs er der også mulighed for efteruddannelse på Dania Games.
- Vi vil gøre Grenaa til det bedste sted at lave spil i Danmark. Og der er vi måske allerede, fortæller Nicolaj Jacobsen Løth.