Unge flygtninge skal til stemmeboksen
Valgdeltagelsen er væsentligt lavere blandt unge med anden etnisk baggrund end dansk. Det skal en kampagne nu lave om på.
Når vi træder ind i stemmeboksen til folkevalg, er valgdeltagelsen hos unge med anden etnisk baggrund end dansk langt lavere, end den er hos etnisk danske unge.
Men sådan skal det ikke være til Kommunal- og Regionsvalget den 21. november, hvis det står til kampagnegruppen ”Vi stemmer Aarhus”.
Gennem en række workshop, paneldebatter og møder med kommunalvalgets kandidater håber kampagnens arrangører, at kunne få langt flere unge flygtninge til at sætte deres kryds.
Læs også
- Det er vigtigt, at de forstår, hvad det er for et sted, de er kommet til, når de kommer til Danmark udefra. De skal hurtigst muligt blive en del af det danske samfund og demokratiet. Derfor er det vigtigt, at de forstår, hvad en valghandling er, siger Marie Steiness som er Centerkoordinator på Sprog- og Integrationscenter A2B i Aarhus.
Store forskelle fra hjemlandet
Til Demokrati-workshop på sprogskolen A2B i går var flere unge mødt op. En af dem var Deyaar Mohammad Rumi fra Syrien, der ville vide mere om demokrati og hvorfor, det er vigtigt at stemme:
- I Danmark har vi frihed og demokrati. Det havde vi ikke i mit hjemland. Så det er helt forskelligt for mig, fortæller han.
Ifølge arrangørerne af kampagnen, kan det være svært at få overblik over, hvordan man kan påvirke samfundet, når man er nytilkommet fra lande, der ikke har samme demokratiske tradition som Danmark.
Og derfor er det vigtigt at de unge får en chance for at forstå, hvad det kommende valg går ud på:
- Det er bare med at komme hurtigt i gang med integrationen. Og derfor skal de unge også have at vide rigtig mange gange, hvor vigtigt det er, at de stemmer, når de har muligheden, siger Marie Steiness.
”Vi stemmer Aarhus”-kampagnen afsluttes med en valgfest på dagen for valget den 21. november.