Unge dømt for kioskrøverier
To unge mænd på 20 år begik røverier mod kiosker i Horsens
To unge mænd på begge 20 år skal en tur bag tremmer, efter de onsdag ved Retten i Horsens fik straksdomme efter to røverier mod kiosker i Horsens.
Røverierne blev ifølge Sydøstjyllands Politi begge begået i mandags, og de foregik på den måde, at den ene af de to mænd var maskeret og gik ind i kiosker med en legetøjspistol og truede personalet til at udlevere penge, mens den anden kørte flugtbilen.
Begge mænd har erkendt at have begået røverierne, og der venter dem nu en tur i fængsel.
- Der er tale om en sag, som blev hurtigt opklaret, fordi nogle kvikke borgere reagerede hurtigt på det, som de så. Borgernes hjælp havde stor betydning i denne sag, siger Jesper Rubow, der er anklagerfuldmægtig ved Sydøstjyllands Politi, i en pressemeddelelse.
Den ene af de to gerningsmænd blev onsdag idømt et år og tre måneders ubetinget fængsel, og han blev varetægtsfængslet efter dommen, som han modtog.
Den anden mand fik et års fængsel i en kombinationsdom, hvor seks måneder er betinget og seks måneder er ubetinget fængsel. Han udbad sig betænkningstid i forhold til dommen.
- Det er et godt eksempel på, at kriminalitet ikke betaler sig. Under to døgn efter røverierne fik de to gerningsmænd deres fængselsdomme for røverierne, siger Jesper Rubow.