To unge bandemedlemmer idømt 13 års fængsel
Retten i Aarhus har i dag, onsdag, idømt to unge bandemedlemmer fængsel i 13 år i forbindelse med bandeopgøret i Aarhus V sidste sommer
Ved Retten i Aarhus i dag, onsdag, er to unge Loyal To Familia-bandemedlemmer på 19 og 21 år blevet idømt henholdsvis 13 og 13,5 års fængsel for drabsforsøg og våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.
Læs også
Det skete i forbindelse med en episode under bandekonflikten i Aarhus Vest i juni 2017. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Skyderi og bilkapring
Det drejer sig om en episode en juni aften i 2017, hvor de to unge mænd kom kørende maskerede på en motorcykel på Søndervangs Allé, hvor de skyder efter en 26-årig mand med en pistol.
Den 26-årige kom ikke noget til. Han kastede sig om bag en bil, som skuddet ramte.
De to mænd flygtede hurtigt fra stedet, men kort tid efter skudepisoden skete der endnu en voldsom episode. De to bandemedlemmer stoppede en tilfældig bil på Åby Ringvej. De hoppede ind bag bilen, hvor de truede en yngre kvinde bag rattet til at køre hurtigt fra stedet.
Læs også
De råbte ad hende, at hun skulle sætte farten op og køre over for rødt. Men efter kort tid kørte en anden bil ind foran kvindens bil, hvorefter de to personer blev hevet ud af bilen for at blive tæsket.
De to personer blev anholdt få minutter efter episoden. Det lykkedes politiet at koble mændene til skyderiet og bilkapringen ved hjælp af vidneudsagn og videoovervågning.
Modtog flere domme
Begge mænd blev - ud over dommen for drabsforsøg og besiddelse af skydevåben - dømt for tyveri af motorcyklen.
Den 21-årige mand blev derudover også dømt for at være i besiddelse af narko, og den 19-årige blev dømt for at køre uden kørekort.
Dorthe Lysgaard, der er specialanklager, er tilfreds med, at retten også dømte mændene efter paragraf 81a, der giver en forhøjet straf for kriminalitet begået under eksempelvis en væbnet bandekonflikt. Det oplyser Østjyllands Politi i pressemeddelelsen.
De to mænd har begge anket dommen.
Læs også