Unge arbejder gratis på caféer

Caféer og restauranter misbruger unges naivitet ved at lade dem arbejde gratis i en såkaldt prøveperiode.

Det er mere reglen end undtagelsen, at unge arbejder gratis i de århusianske caféer, barer og restauranter.

Ifølge Jyllands-Posten hersker der nærmest lovløse tilstande i café- og restaurationslivet. Flere unge, som avisen har talt med, beretter om arbejdsgivere, der konstant udskifter personale og igen og igen ansætter nye på prøve uden løn.

- I dag kender vi til steder, som ansætter op til fire-fem personer ad gangen i ulønnede prøveperioder, kun for at se, hvem der passer bedst til jobbet, siger Henri Bøje Amissah, afdelingssekretær i RestaurationsBranchens Forbund i Århus (RBF).