Unge anholdt for overfald på Tobias
Blev slået med jernrør i hovedet
Tre personer er blevet anholdt og sigtet for at stå bag overfaldet på 20-årige Tobias Ebeling.
På hjørnet af Åboulevarden og Skolegade i det centrale Aarhus blev Tobias Ebeling kl. 04.50 fredag morgen den 9. maj slået flere gange i hovedet med et jernrør.
Siden overfaldet har Tobias været indlagt på Aarhus Universitetshospital.
Mandag kunne Østjyllands Politi anholde tre 19-årige mænd, der nu er sigtet for kvalificeret vold.
Efter en juridisk vurdering i Anklagemyndigheden er de sigtede løsladt efter endt afhøring.
- Der efterforskes stadig i sagen, så jeg kan ikke kommentere på den, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.
I slutningen af maj måned stod Anja Kristensen, der er mor til Tobias Ebeling, frem her på TV 2 | ØSTJYLLAND for at efterlyse vidner til overfaldet eller personer med oplysninger i sagen.
Dengang sagde hun blandt andet:
- Nogen har måske set noget, er gået fordi, har kigget ud af vinduet eller er kørt forbi. Nogen har måske set noget, de måske ikke har vidst var så vigtigt.
- Han (Tobias Ebeling, red) sover dybt og er i koma. Det har han været siden. Udsigterne er rigtig, rigtig dårlige. Vi har fået at vide, at vi skulle forberede os på det værste.
Østjyllands Politi ønsker ikke at oplyse, om de tre personer er blevet anholdt på baggrund af oplysninger fra vidner.