To unge anholdt efter knivstikkeri på åben gade i Viby
Østjyllands Politi vil varetægtsfængsle to unge mænd for knivstikkeri
Den 23. februar blev en 16-årig mand stukket med kniv på Skanderborgvej nær Viby Torv. Det skete en tidlig aften.
Nu har Østjyllands Politi så foretaget to anholdelser i sagen. Det drejer sig om en 16-årig og en 17-årig dreng, der begge fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Læs også
De to er begge sigtet for såkaldt kvalificeret vold.
Politiet forklarede den 23. februar, at der ikke var noget, der tydede på, at der var en forbindelse til konflikten i nærområdet, som tidligere har gjort området nær Viby til en visitationszone.
Læs også
Alligevel har Østjyllands Politi anmodet om dørlukning i sagen, og derfor har politiet ikke yderligere kommentarer.
Anmeldelsen om slagsmålet kom klokken 18.21 den pågældende dag, og flere har fortalt TV 2 | ØSTJYLLAND, at Skanderborgvej var spærret i sydgående retning i en periode efter episoden.