Undertippede Aarhus-kvinder fester med de voksne

Med et halvt år på bagen spiller Aarhus United Final 4 mod overmagten. Det siger træneren, der mener, at klubben slet ikke hører til i det selskab endnu

Aarhus United møder senere fredag København Håndbold i JYSK Arena i Silkeborg. Foto: John Randeris - Scanpix

Håndboldkvinderne fra Aarhus United skal til fest med toppen af poppen mellem jul og nytår.

Her dyster den unge klub mod FC Midtjylland, Team Esbjerg og København Håndbold i Final 4.

Læs også Aarhus United: Der skal være plads til kvinde-elitehåndbold

I Aarhus glæder man sig til at møde det voksne selskab, og chancen for at stå som pokalvinder spekulerer man ikke meget i.

- Det selskab er toppen af dansk damehåndbold. Det er tre klubber, som økonomisk og historisk er et helt andet sted, end vi er, og i teorien hører vi slet ikke til der.

- Vi har været i gang i seks-syv måneder siden april 2017, og vi er en fuldstændig ny klub, men nu er vi der, siger træner Heine Eriksen.

Aarhus United opstod, da SK Aarhus lukkede. Licensen er fra SK Aarhus, men ellers er der skiftet ud i både spillertrup, trænerstab og ledelse.

Drømmen var et kvindeligt sportshold på eliteniveau i Aarhus, hvor herrerne er til stede i fodbold, håndbold og basketball.

Meget skal gå godt, hvis spillerne fra Aarhus United jubler, når Final4-turneringen er slut. Aarhusianerne er undertippede i forhold til de tre konkurrenter. Foto: Lars Rasborg - Scanpix

Derfor afhænger fremtiden i høj grad af, om byen bakker op.

- Vi har ambitioner om at spille med længere oppe i ligaen. De to første sæsoner går med, at vi skal etablere os. Derefter ser vi, om vi kan tage yderligere et skridt.

- Det er noget, byen skal bakke op om. Er der opbakning, bliver Aarhus United også et tophold. Det er der ingen tvivl om, men vi gør det ikke de første to-tre sæsoner, siger træneren.

Pengene er små

Aarhus United har 16 spillere på kontrakt, men pengene er små, og spillerne enten studerer eller arbejder ved siden af håndbolden.

- Vores økonomi er langt lavere. Jeg vil skyde på, at vores samlede spillerbudget ikke er ret meget større end de tre andre holds højest lønnede spiller. Vi ligger økonomisk langt fra de tre andre klubber.

Læs også Nu er der sat punktum: Aarhus vinder endegyldigt appelsag

- Mange af vores spillere kunne tjene betydeligt mere andre steder, men de kan se en idé i at være i det her projekt. De kan se, det kan føre til noget, selv om de kunne få det dobbelte i løn andre steder, siger træneren.

Mange af vores spillere kunne tjene betydeligt mere andre steder, men de kan se en idé i at være i det her projekt.

Heine Eriksen, træner, Aarhus United

Aarhus blev klar til at møde Viborg HK i pokalkvartfinalen, da Odense Håndbold blev taberdømt mod Aarhus for brug af en ulovlig spiller.

Herefter blev Viborg besejret, og pludselig står man i Final 4, og det kan bruges, selv om man ikke tør drømme om at blive pokalmester.

- Det er helt fantastisk, at vi står i Final 4. Det giver en masse omtale, og det er klart, at det er en kæmpe overraskelse, at vi er i Final 4.

- Vi ved godt, at vores chance for at stå som pokalvinder er helt nede i næsten promiller. I første omgang handler det om, at vi som klub og hold skal have en super oplevelse og samle erfaring på og uden for banen, siger Heine Eriksen.

Final4

Santander Final4 for damer spilles den. 29. og 30. december 2017 i JYSK Arena, Silkeborg

Kampene er fastlagt således:

29/12 kl. 18.00: Aarhus United vs København Håndbold

29/12 kl. 20.00: Team Esbjerg vs. FCM Håndbold

30/12 kl. 14.00: 3.-4. plads-kamp

30/12 kl. 16.00: Finale