Ungdomstalent modtager pris
Bokser fra Randers vandt årets Guld Barre Pris
16-årige Malthe Kristensen har netop modtaget en flot pris for sit talent inden for boksning.
Torsdag modtog han Toms Guld Barre Pris 2014, hvor mere end 600 unge regionale sportstalenter var indstillet.
Malthe Kristensen er fra Randers og er bantamvægtsbokser. Han har kun bokset i to år, men allerede sidste år blev han danmarksmester, og han bokser nu på det danske U17-landshold i boksning.
- Der er langt vej op til toppen, men det er sikkert også sjovt, når man står deroppe, siger Malthe Kristensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge hans træner, Brian Knudsen, har han da også, hvad der skal til for at nå helt til tops:
- Han kan gå hele vejen, hvis det er det, han vil. Han er hurtig, han slår godt med begge hænder - han har overblikket.
Mød Malthe Kristensen i videoen øverst i artiklen.