Ungdomspartier tager initiativ til mindehøjtidelighed i Aarhus
Både søndag og mandag mindes ofrene for terrorangrebet i Paris
Fredagens terrorangreb i Paris har sat sit spor verden over, og rigtig mange ønsker at udtrykke sorg men også sammenhold.
Det bliver der nu mulighed for ved to mindehøjtideligheder i Aarhus.
Mandag 16. november har de forskellige ungdomspartier i samarbejde med Borgmester Jacob Bundsgaard taget initiativ til en mindehøjtidelighed på Rådhuspladsen i Aarhus klokken 17.
- Vi ville gerne vise, at vi i byen står sammen på tværs af holdninger, når det kommer til så frygtelige og tragiske handlinger som terrorhandlingerne i Paris - siger Anders Winnerskjold, der er formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i Aarhus.
Programmet for mindehøjtideligheden er i gang med at blive udarbejdet.
Men indtil videre er der blandt andet programsat en tale fra borgmesteren samt en fællessang.