Ung pige jaget af drengebande
En ung pige fra Randers var chokeret efter en dramatisk flugt fra en drengebande onsdag aften.
Politiet i Randers leder i øjeblikket efter en stor blank BMW, hvis besætning onsdag aften skræmte livet af en ung pige fra Randers. Jagten kunne dog være endt meget mere dramatisk, vurderer kriminalpolitiet i Randers.
Pigen forlod onsdag aften kort efter klokken 22 Q8-tanken på Århusvej, hvor hun arbejder.
Da hun cyklede fra stedet blev hun til sin skræk forfulgt af en stor bil med tonede ruder. Efter et stykke vej overhalede den hende, og fire yngre mænd steg ud.
De forsøgte at gribe hende i armen, da hun kørte forbi, men hun sled sig løs og cyklede videre. Derpå optog de unge mænd igen forfølgelsen, men efter en længere jagt opgav de.
- Pigen var stærkt chokeret, og det var derfor hun først anmeldte sagen dagen efter. Vi kan kun gisne om motivet. Enten har de troet, at hun havde penge med, eller også har motivet været seksuelt, siger kriminalkommissær Hans Kortbek til TV 2 / ØSTJYLLAND.
Han understreger, at politiet ser med stor alvor på sagen.