Ung mand udsat for groft overfald af flere personer

Natten til lørdag blev en 26-årig mand overfaldet og røvet af fire-fem personer, der stjal hans pung, telefon og kode til hævekort

Overfaldet skete i Skovgaardsgade i det centrale Aarhus. Foto: Google Maps

En 26-årig aarhusiansk mand fik en træls start på lørdagen, da han kl. 00.30 blev overfaldet og røvet af op til fem personer i Skovgaardsgade i det centrale Aarhus. Politiet betragter sagen som meget alvorlig.

- Vi jagter fire-fem gerningsmænd for episoden. Når flere personer overfalder en sagesløs, er det altid ekstra voldsomt, og vi efterforsker sagen intenst, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Jes Frederiksen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Mand hentet af lægehelikopter efter ulykke ved Randers

Det unge offer fik flere slag, inden han blev tvunget til at udlevere sin pung, telefon og kode til sit hævekort til overfaldsmændene.

- Tre personer gik for at hæve penge, mens en blev ved den 26-årige. Herefter stak den unge mand af og fik hjælp af en tilfældig borger, siger vagtchefen.

Læs også Kvinde skal genhuses efter brand i køkken

Politiet har endnu ikke overblikket over, om der er blevet hævet penge på hævekortet, og i så fald hvor mange. 

Ifølge vagtchef Jes Frederiksen kom ofret ikke alvorligt til skade under det voldsomme overfald.