Ung mand tog flugten og endte i en grøft

Den seneste uge har Østjyllands Politi foretaget en række færdselskontroller på Samsø, og det kastede flere sager af sig.

Genrefoto. I løbet af sidste uge lavede Østjyllands politi en række færdselskontroller på Samsø. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

En eftersættelse, en spritbilist og Samsøs formentlig hurtigste knallert.

Det er nogle af de ting, der gav færdselsbetjente fra Østjyllands Politi noget at se til på Samsø, hvor der i sidste uge blev lavet kontroller.

Læs også Nyt hotel er en luksus-træhytte: - Det er drømmen om at slippe væk

En af de sager, der gav betjentene noget at se til, handler om en 15-årig dreng på en motorcross motorcykel. Efter en længere eftersættelse endte han i en grøft, men fortsatte flugten gennem marker, en have og endte i en hestefold.

Den 15-årige kørte uden hjelm, og han havde ikke forsikring på en ikke indregistreret motorcross motorcykel. Derudover blev den unge mand også sigtet for ikke at ville opgive sit navn og fødselsdato til politiet.

Spritbilist med promille over 2

Derudover oplyser Østjyllands Politi, at en mandlig bilist kørte i en stensætning - han havde en promille på mere end 2.0 og var på vej hjem fra en tur på bar i Ballen.

Læs også Større anlægsarbejde på trafikeret vej kan give trafikale gener

Betjente stoppede også en person på en knallert, der kørte tæt på 100 km/t.

- Vi er på Samsø for at lave sådanne kontroller med jævne mellemrum, fortæller kommunikationsmedarbejder Janni Lundager fra Østjyllands Politi.

Og det viste sig altså som en god disponering, at færdselsafdelingen fra Østjyllands Politi lagde vejen forbi Samsø.

Færdselsdager på Samsø

Udover de tre sager nævnt tidligere i artiklen er her et udpluk af de sager, politiet opdagede på Samsø.

  • 2 x spirituskørsel på knallert
  • 7 x brug af mobiltelefon
  • 7 x manglende sele
  • 5 x kørekort ej medbragt
  • 3 x kørsel uden styrthjelm