Ung mand på rov i Rema 1000: Fængslet for både tyveri og røveri
En 24-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for først et tyveri mod Rema 1000 i Solbjerg og et røveri mod den samme kædes butik i Højbjerg
En ung mand fra Aarhus har tilsyneladende set sig sur på butikskæden Rema 1000. Han er i hvert fald sigtet for at have begået et kassedyk i butikken i Solbjerg og et røveri i Højbjerg. For dem er han nu fængslet i fire uger.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Mandag slog manden, der er 24 år, ifølge anklagen til mod Rema 1000 i Solbjerg, hvor han lavede et kassedyk og slap af sted med 4000 kroner.
- Kassemedarbejderen bemærker, at kunden kommer ind flere gange og vil købe en masse varer, som han ikke har penge til, sagde kommunikationsrådgiver Jeanette Løv Rasmussen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND tirsdag:
- Det ender med, at kunden forlader butikken, men han kommer tilbage for at købe en cola, og i forbindelse med cola-købet stikker han hånden ned i kassen og løber afsted med nogle penge.
Vil gerne takke vidner
En medarbejder løb dog efter manden og foretog sammen med flere vidner en civil anholdelse.
- På et tidspunkt råber han 'stop ham', og så er der nogle gutter, der får fat i tyven og holder ham tilbage, og heldigvis kommer politiet ret hurtigt, fortalte købmand i Rema 1000 Solbjerg, Mads Thomsen, til TV2 ØSTJYLLAND tirsdag.
Læs også
Købmand Mads Thomsen fra Rema 1000 i Solbjerg skrev efterfølgende et facebookopslag, hvor han takker de mænd, der hjalp hans medarbejder i forbindelse med tyveriet.
- Jeg nåede ikke at sige tak for den ansvarlig, de borgere viste, og derfor følte jeg, at jeg gerne ville sige en stor tak til dem, der har hjulpet mig og mine medarbejdere i den her situation, sagde Mads Thomsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Stor ros til medarbejderen
Hos Østjyllands Politi er man imponeret over, hvor hurtigt medarbejderen handler, da tyven løber afsted med hånden fuld af penge.
- Medarbejderen skal have stor ros for at vise så stor en handlekraft, som han viste i går, og det samme gælder de vidner, der stødte til, lød det fra kommunikationsrådgiver Jeanette Løv Rasmussen, som dog også sendte en lige advarsel af sted:
- Samtidig skal man passe på sig selv og ikke udsætte sig selv for fare, og heldigvis kom ingen noget til.
Den 24-årige blev derfor sigtet for tyveri, men løsladt efter anholdelsen. Tiden i friheden valgte manden så tilsyneladende at bruge på et røveri.
Truede med pistollignende genstand
For senere tirsdag gik det ud over Rema 1000 på Oddervej i Højbjerg.
- En medarbejder her forklarede, at en mand var kommet hen til kassen med, hvad der lignede en pistol og truede ham til at udlevere kontanter og cigaretter, oplyser Østjyllands Politi.
Læs også
Her slap gerningsmanden væk med 10.000 kroner og 10-15 kartoner cigaretter. Og igen tror politiet altså, at det er den 24-årige fra episoden i Solbjerg, der er røveren.
Han blev anholdt på en adresse i Højbjerg onsdag og er nu varetægtsfængslet og sigtet for både tyveri og røveri.