Ung mand i kritisk tilstand efter fald fra tag

En 20-årig mand er hårdt kvæstet efter fald fra tag i Odder i weekenden. Manden sendte et snap til sine venner inden faldet

Foto: Google Maps

En 20-årig mand er hårdt kvæstet, efter han lørdag morgen styrtede ned fra et tag på Rosensgade i Odder.

- Det, vi senest har hørt, er, at han er svært tilskadekommet, siger kommunikationsrådgiver Janni Lundager fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Ulykken blev anmeldt lørdag morgen klokken 06.46. 

Læs også Uheld stopper Classic Race: Tre personer er kommet lettere til skade

Den 20-årige mand blev fundet liggende på fortovet uden for den tre-etagers ejendom, hvor han var styrtet ned fra taget.

- Manden havde været til fest, og hans venner har fortalt, at han har sendt et snap (billede, red.) til dem, hvor man ser, at han befinder sig på taget, siger Janni Lundager.

Den 20-årige mand er fra Horsens.