Ung mand faldt i Aarhus Havn
Blev reddet op i sidste øjeblik
En ung mand fra Aarhus er i live takket være en vægter.
Den unge mand havde fået en del at drikke og var faldet i vandet i havnen i Aarhus natten til lørdag. Og i sidste øjeblik blev han reddet, oplyser Østjyllands Politi.
- Han havde været til fest i Turbinehallen nær havnen, fortæller vagtchef Richard Jakobsen.
Helt tilfældigt var en vægter i området ved to-tiden. Han hørte en usædvanlig lyd, men kunne ikke se noget og kørte derfor videre.
Besluttede sig for at vende bilen
Alligevel rumsterede episoden i hovedet på vægteren, som besluttede sig for at vende bilen. Han kørte tilbage og steg ud af sin bil.
- Han hørte igen en lyd og fik øje på fyren, der med det yderste af fingrene holdt fast i kajkanten, siger Richard Jakobsen.
Den unge mands kropstemperatur var kun 34 grader.
- Hvis der var gået nogle flere minutter, havde han næppe klaret det, siger vagtchefen.
Den kolde og forkomne mand kom på skadestuen og blev varmet op.
- Vægteren har fået megen ros, siger Richard Jakobsen