Ung mand bankede bekendt
Offeret fik knytnæveslag og knæspark
4. apr 2014, kl. 09:40
Mere end 30 dage gammel
En 19-årig mand er sigtet for vold, og fredag formiddag fremstilles han i grundlovsforhør i Randers.
Den 31. marts overfaldt den unge mand en bekendt efter uoverensstemmelser om penge.
- Den 19-årige kommer ind til offeret og siger, at offerets kæreste skylder ham penge. Derefter får offeret bank, hvor han blandt andet tildeles knytnæveslag og knæspark, siger Thomas Hinge, der er politikommissær hos Østjyllands Politi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Efter overfaldet mødte den 19-årige, der i forvejen er kendt af politiet, selv op på politigården i Randers, hvor han blev anholdt.