Ung mand anholdt for hærge-weekend

Politiet har anholdt en 18-årig mand, der mistænkes for flere indbrud og brandstiftelser på Djursland sidste weekend.

To mænd på 18 og 27 år drog sidste weekend ifølge politiet hærgende igennem Djursland, hvor de satte ild til flere biler, stjal og begik flere indbrud.

Tirsdag anholdt politiet den 27-årige mand, og nu er den 18-årige medgerningsmand, der komemr fra Kolind, så også gået i fælden.

Han er sigtet for tre brugstyverier, for at sætte ild til tre biler, indbrud i en campingplads i Ugelbølle, i en restaurant i Lyngsbæk samt i Dagli?Brugsen i Vrinners og Kongsgårde.

De to mænd fremstilles fredag i grundlovsforhør i Randers.