Ung kvinde fik knust vodka-flaske i hovedet i nattelivet
Tidligt lørdag morgen blev en 20-årig kvinde overfaldet på Europaplads ud for Hotel Atlantic i Aarhus
En 20-årig kvinde fik en trist start på morgenen lørdag, da hun kl. 4.30 fik knust en flaske vodka i hovedet af en endnu ukendt gerningsmand. Politiet håber på hjælp fra vidner og vil desuden kigge overvågningsbilleder fra stedet igennem.
Hvad der gik forud for den voldsomme episode er endnu uklart.
- Vi ved, at det er sket ude på gaden for Hotel Atlantic. Ofret anmeldte det lørdag eftermiddag, og sagen bliver nu efterforskes, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Christian Riis, til TV2 ØSTJYLLAND.
Han forklarer, at det især er video-overvågning fra området, politiet er interesseret i, og det er nu bestilt.
Læs også
- Derudover hører vi gerne fra vidner, der har set noget eller har oplysninger om episoden, siger Christian Riis.
Du kan kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.