Ung kvinde fængslet efter groft overfald: Bed mand i brystet
En 21-årig kvinde blev fredag idømt 10 måneders fængsel for at have begået et særligt voldsomt overfald i begyndelsen af juni
Fredag fik en 21-årig kvinde en hård dom for et overfald begået den 6. juni nær Nattjenesten på Nørre Allé i Aarhus. Men der var også tale om et særligt voldsomt og groft overfald, lyder det fra Østjyllands Politi.
- I området ved Nattjenesten slog hun en 28-årig mand i ansigtet med knyttet hånd og bed ham i brystet, hvorefter hun stak ham i baghovedet og nakken med en smadret glasflaske, oplyser politiet.
Ofret henvendte sig senere samme dag om eftermiddagen til politiet og anmeldte overfaldet. Her kunne han fremvise skader i hovedet og et frisk bidemærke i brystet.
Kort efter kunne en patrulje anholde kvinden i Mølleparken i Aarhus.
Var prøveløsladt under overfaldet
- Kvinden og manden kendte hinanden, men det er uklart, hvorfor hun valgte at overfalde ham. Ifølge manden var det et umotiveret angreb, lyder det fra Østjyllands Politi.
Anklageren i sagen, Peter Mathiasen, er tilfreds med den efter normal praksis hårde straf til kvinden.
Læs også
- En dom på 10 måneders fængsel er i den høje ende for, hvad man normalt ser i lignende sager, men det skyldes netop sagens skærpende omstændigheder. Blandt andet at hun begik volden, mens hun var prøveløsladt for noget ganske tilsvarende. Af samme grund blev hun også fortsat varetægtsfængslet efter dommen, siger han.
Den 21-årige kvinde nægtede sig skyldig i retten, men hun modtog dommen.