Ung kunst på ARoS
Musikvideoer er ifølge ARoS kunst. Og nu bliver den slags kunst med internationale topnavne udstillet på kunstmuseet.
Queen, Björk, U2 og Justin Timberlake.
Der er noget for enhver smag, når ARoS lørdag åbner dørene for en ny udstilling, der især henvender sig til dem under 40.
I virkeligheden er de rigtige kunstnere, ifølge ARoS, dem, der har lavet musikvideoerne. Det er navne som Spike Jonze og Mark Romanek.
- Her er tale om videokunstnere, som arbejder i krydsfeltet mellem billedkunsten og filmens visuelle udtryksform. I 1980'erne skulle musikvideoerne vises på Mtv, så kunstnerne kunne sælge nogle flere plader, men i dag fungerer videoerne i højere grad som selvstændige værker, siger Lise Mortensen, museumsinspektør og kurator på særudstillingen "Music to See" til JP Århus.
Udstillingen gennemgår også musikvideoens historie. Så skulle der komme en regnvejrsdag, kan musikelskere med hang til det visuelle sikkert med fordel kigge inden for hos ARoS.