Ung indbrudstyv anholdt
19-årig flygtede efter at være blevet opdaget
En 19-årig mand risikerer at skulle tilbringe den kommende tid bag tremmer, efter at han i går blev anholdt efter et indbrud i Odder.
Ifølge Østjyllands Politi blev den 19-årige opdaget af husets beboer, da han brød ind i en villa på Mejsevej.
Efter at være blevet opdaget flygtede indbrudstyven fra stedet. I farten nåede han at få en computer med sig.
- Der blev straks sendt to politipatruljer til stedet, og kort tid efter kunne en af politiets hundepatruljer bringe en personbil til standsning i krydset Randlevvej/Lundevej, oplyser politiet.
Manden bag rattet svarede nøje til signalementet fra tyveriet på Mejsevej. Den stjålne computer lå på højre forsæde.
Den 19-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag, torsdag. Her vil politiet kræve ham varetægtsfængslet.