Ung bilist taget med 116 km/t i byzone - kan nu se frem til en klækkelig bøde
En 21-årig mand kan se frem til en stor bøde, efter han blev taget med 116 km/t, hvor det kun er tilladt at køre 50 km/t
Færdselsbetjente har endnu en gang været på kontrol i det vestlige Aarhus. Og endnu en gang kom bødeblokken flittigt i brug.
I alt blev det til 24 sigtelser fordelt på 17 personer.
Læs også
En af dem, der fangede politiets opmærksomhed under kontrollen fredag aften, er en 21-årig mand.
116 km/t uden kørekort
Han blev taget i at køre ikke mindre end 116 km/t i et tætbebygget område, hvor det er tilladt at køre med 50 km/t, oplyser Østjyllands Politi mandag. Og tilmed uden at have et kørekort.
Den 21-årige kan nu se frem til en bøde i størrelsesordenen 17.500 kroner.
Læs også
Derudover har han udsigt til at blive frakendt retten til at erhverve sig et kørekort. Hvor længe det gælder er endnu uvist, da det kommer an på, om den unge mand er kendt af politiet for lignende forseelser, fortæller Janni Lundager, kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi.
Fredagens kontrol resulterede blandt andet i
- Otte hastighedsovertrædelser til klip i kørekortet
- To hastighedsovertrædelser til en betinget frakendelse af kørekortet
- En hastighedsovertrædelse til ubetinget frakendelse
- To kørte uden førerret
- En kørte i narkopåvirket tilstand
- En kørte uden at børn under 15 år var fastspændt
- Tre kørte over for rødt lys
- En foretog ulovlig overhaling
Færdselskontrollen i det vestlige Aarhus er blot en i en lang række indsatser i området, som politiet har særligt fokus på.
Færdselskontrollen foregik fredag fra klokken cirka 16 til 23 og havde ikke udgangspunkt i et specifikt sted, men foregik forskellige rundt om i det vestlige Aarhus.