Ung betjent trukket 20 meter efter bil
Yngre kvinde kan se frem til en række sigtelser
En 23-årig betjent fra Østjyllands Politi er onsdag aften blev trukket omkring 20 meter efter en bil på Jernaldervej i Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Politiet var kort efter klokken 19 til stede på Jernaldervej, hvor der var spærret af i forbindelse med et færdselsuheld.
Læs også
En 25-årig kvinde havde dog ikke tålmodighed til at vente og brød ud af køen.
- Det lykkes kortvarigt en 23-årig betjent at standse hende. Hun ruller vinduet ned, og han stikker armen ind for at se hendes kørekort, siger vagtchef Flemming Lau til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- I forbindelse med den handling sætter hun i gang, og han vælter og bliver trukket cirka 20 meter efter bilen.
Stoppet af patrulje
Kvinden fortsætter i sin bil mod en 25-årig betjent, der må hoppe fra stedet for at undgå at blive påkørt. Herefter stikker hun af fra stedet.
Det lykkedes dog kort tid efter en anden patrulje at stoppe den 25-årige kvinde. Hun er omkring klokken 22 onsdag i politiets varetægt.
- Det er ganske uforsvarlig opførsel, og der ligger en del sigtelser og venter på hende, lyder det fra vagtchefen.
Læs også
Den 25-årige kvinde sigtes blandt andet for forsøg på vold af særlig farlig karakter og for at forvolde fare for liv og førlighed.
Ingen betjente kom til skade ved episoden.
Den 23-årige betjent, der blev trukket efter bilen, og betjenten, der måtte hoppe til side for at undgå påkørsel, er dog begge lidt rystede, oplyser vagtchef Flemming Lau til TV2 ØSTJYLLAND.