Undgå dumme nytårsfejl
Her er du ikke forsikret
Mange østjyder har allerede været ude at købe fyrværkeri, som skal fyres af i aften.
Fyrværkeri kan være farligt, hvis det ikke håndteres korrekt, og derudover er der mange tilfælde, hvor forsikringen ikke dækker, hvis man er uforsvarlig. Derfor er der flere gode grunde til at tænke sig om, inden man sætter ild til lunten.
- Fyrværkeri er flot og festligt, men også meget farligt, hvis man ikke håndterer det korrekt, og det er lige meget, om det er lovligt eller ej. Derfor er det meget vigtigt, at man tænker på sig selv og sine omgivelser både før, under og efter antændelsen, lyder rådet fra Lise Agerley, der er kommunikationsdirektør i forsikringsselskabet Alka, i en pressemeddelelse.
Hun oplyser, at Alka blandt andet ikke dækker skader efter fyrværkeri, hvis man er beruset, når man skyder det af.
- Du mister retten til erstatning, hvis du har udvist grov uagtsomhed ved affyring af fyrværkeri, eller du har brugt hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri. Du er heller ikke dækket af din forsikring, hvis det viser sig, at du har været beruset, siger Lise Agerley.
Hun fortsætter:
- Forvolder du skader på andre, dækker din ansvarsforsikring som hovedregel, hvis skaden er sket under uforsætlige omstændigheder. Dog dækker forsikringen ikke, hvis du har været beruset.
Forsikringsselskabet Alka har samlet en liste med ni dumme fejl i forbindelse med fyrværkeri:
- Du bruger ulovligt fyrværkeri!
Køb eller lav aldrig ulovligt fyrværkeri, da det ofte er af meget dårlig kvalitet og kan eksplodere i ansigtet på dig.
- Du bruger hånden som raketholder!
Sæt altid raketten i en holder og lad solene ligge, mens du tænder, så er der større chance for, at du også har en hånd, efter nyåret er skudt ind.
- Du bærer ikke beskyttelsesbriller!
Bær altid beskyttelsesbriller - både som 'antænder' og som tilskuer.
- Du kaster med fyrværkeri!
Kast aldrig med fyrværkeriet, da du kan risikere at skade både mennesker og dyr med voldsomme brandsår, der kan give varige mén.
- Du går altid tilbage til en fuser!
Stol aldrig på en fuser, så lad den ligge - og senere sørg for at den bliver fjernet, så andre ikke risikerer at komme til skade.
- Du lader håret flagre!
Pas på ikke at sætte ild til håret, når du tænder fyrværkeriet.
- Du går i letantændeligt tøj!
Tjek om dit tøj er lavet af letantændelige materialer, som fx. syntetisk- og fleecestof, så er der større risiko for brandskader på kroppen, hvis der går ild i det.
- Du bruger dine lommer til opbevaring af fyrværkeri!
Brug en pose til dit krudt - aldrig din lomme, da den mindste lille gnist kan antænde krudtet og sætte ild til dig.
- Du er for fuld!
Hvis du er for fuld, når du har med fyrværkeri at gøre, kan du være til fare for dig selv og andre.