Undervisere: Uddannelser er blevet ringere

Universitetslektorer fra blandt andet Århus mener, at det faglige niveau er blevet ringere de seneste 10 år.

Meget tyder på, at kvaliteten af uddannelserne på de danske universiteter er blevet forringet over de seneste 10 år. I en ny undersøgelse blandt 800 universitetsundervisere lavet af Information og FORSKERForum, siger fire ud af 10 således, at det faglige niveau i undervisningen er blevet dårligere over de seneste 10 år.

Samtidig peger 38 procent af underviserne på, at det i dag er nemmere for de studerende at bestå eksamen end for et årti siden. Spørgeundersøgelsen er ikke videnskabelig, men resultaterne bakkes op af flere aktører på uddannelsesområdet. Blandt andre Akademikernes Centralorganisation (AC):

- Tallene er endnu en indikation ud af mange på, at niveauet er faldende på universiteterne. Og jeg frygter, at vi kommer til at stå med en hel masse unge, der ikke kan bruge deres uddannelse til noget som helst, siger Niels Lykke Jensen, politisk afdelingschef i AC

Omtrent 39 procent af de adspurgte mener ikke, at niveauet er faldet, mens 35 procent ikke mener, at kravene til de studerende er blevet mindre.

<b>Flere eliteuddannelser</b>
Ifølge Mads Eriksen, politisk konsulent i Dansk Industri skyldes problemerne med uddannelserne blandt andet overgangen til masse¬universiteter:

- Niveauet vil automatisk falde, når man lukker flere folk ind med dårligere kompetencer,« siger han. Både videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen (V) og talsmand for Danske Universiteter, Jens Oddershede, afviser kritikken:

- Der er en tendens til, at alle synes, at det hele var bedre, 'da far var dreng', siger Jens Oddershede om undersøgelsen.Både han og andre uddannelseseksperter mener dog, at der kan være behov for mere differentieret undervisning:

- Det er en udfordring for os at tilbyde udfordrende undervisning for alle, og derfor er der
brug for særlige uddannelser til dem med særlige evner, siger Jens Oddershede.Hans Hauge, der er lektor ved Afdeling for Nordisk Sprog og Litteratur på Aarhus Univeristet, er enig:

- Det er nødvendigt at følge massetænkningen op med flere eliteuddannelser, for ellers vil det samlede niveau blive for lavt. Vi har brug for linjer, som rent faktisk er udtryk for en højere læreanstalt, siger han.

Men videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) mener, at der er de eliteuddannelser, der skal være lige nu:

- Der er 18 elitelinjer, og dem evaluerer vi løbende. Men nu skal universiteterne lige til at finde deres egne ben efter fusionerne, så der er ingen planer i den retning.

<i>Kilde: Information</i>