Undersøgt for fugleinfluenza
Skejby Sygehus har haft de første danskere indlagt til observation for sygdommen.
Frygten for den ondartede fugleinfluenza, der indtil nu har holdt sig i Asien, er rykket tættere på. Skejby Sygehus har haft de første danskere indlagt til observation for sygdommen. Ingen af de indlagte viste dog tegn på smitten. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.
Overlæge og afdelingsleder Lars Østergaard fra Infektionsmedicinsk Afdeling på Skejby Sygehus vil ikke gå i detaljer med patienternes konkrete historier, men bekræfter, at mere end én dansker har været isolationsindlagt på sygehuset .
- Vi har netop i dag (fredag) fået konstateret, at der heller ikke var tale om fugleinfluenza for den sidstes vedkommende, siger Lars Østergaard, der oplyser, at der for patienternes vedkommende var tale om nogle, der havde rejst i Østen.
Skejby Sygehus er et af fem hospitaler, der har et beredskab klar til at behandle fugleinfluenzaen, hvis den skulle komme til Danmark. De andre er Odense, Aalborg, Hvidovre samt Rigshospitalet i København.
- Bliver man indlagt til observation for sygdommen foregår det i isolation, og bliver diagnosen stillet, vil både personale og pårørende blive medicinsk behandlet, fortæller Lars Østergaard.