Undersøger opkald til alarmcentral
Måske kan politiet sidst på ugen svare på, hvorfor familie blev afvist med alarmopkald om vildt skydende nabo.
Politiet forventer om nogle dage at kunne svare på, hvorfor en familie ved Randers Fjord flere gange fik en kold skulder af ordensmagten, da den nytårsnat slog alarm om en vildt skydende mand.
I Østjyllands Politi siger chefpolitiinspektør John Jacobsen onsdag, at flere forskellige alarmcentraler formentlig ekspederede opkald fra familien i Udbyhøj.
Lokalt skal man nu hvert sted høre et stort antal lydfiler igennem for at finde frem til de relevante samtaler, forklarer chefpolitiinspektøren, der har bebudet en objektiv og hurtig undersøgelse. Muligvis er den klar sidst på ugen, lyder det.
Familien har fortalt, hvordan politiet afviste at reagere på de første tre alarmopkald - først efter det fjerde fik familien en imødekommende betjening.
Uden for var en nabo gået amok med et jagtgevær. Han affyrede flere skud mod huset. Lyset gik ud, og familiemedlemmerne kastede sig ned på gulvet af frygt for at blive ramt.
Angiveligt gik der halvanden time, før politiet dukkede op. Og da var det en patruljevogn, som kom helt fra Odder.
Familien har klaget over behandlingen.
- Det er dybt chokerende og himmelråbende rystende at blive mødt så overlegent og arrogant, når man er i livsfare. Jeg undgik med nød og næppe at blive dræbt, sagde en af personerne i huset, Jørgen Borup, forleden til metroXpress. /ritzau/