Undersøger akuttelefoner

Skal vi snakke med en læge eller sygeplejerske?

Forskere fra Aarhus Universitet har fået flere millioner kroner i støtte, så de kan kortlægge, hvad der er bedst for patienter, når de ringer til akuttelefonen.

Med 8 millioner kroner fra TrygFonden stiller Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universitet sig nu i spidsen for undersøgelsen.

- Vi vil blandt andet undersøge, om læger vil være i stand til at håndtere flere kontakter og færdigbehandle flere patienter over telefonen end i dag, og om sygeplejersker henviser flere videre i systemet til konsultation, hjemmebesøg eller skadestue, end læger i samme situation ville have gjort. For vi ved det reelt ikke, og vi ved slet ikke, hvad der er mest sikkert og mest rentabelt i hvilke situationer, siger Morten Bondo Christensen der er seniorforsker på Aarhus Universitet til TrygFondens hjemmeside.

Han skal sammen med professor Flemming Bro stå i spidsen for undersøgelsen. Her skal de kigge nærmere på, hvordan forskellige tiltag i den akutte telefonbetjening virker, og hvilke fordele og ulemper der er, hvis det er en læge eller sygeplejerske, som sidder i den anden ende af røret.

TrygFonden har støttet projektet med i alt 8.221.824 kroner.