Underskud: København var et dyrt bekendtskab for Smukfest
Mislykket satsning med en ekstra festival i hovedstaden trak ned i festivalens regnskab
Man er nødt til, at turde tage chancer for at udvikle sig og skabe en god forretning. Det har i mange år været mantraet for folkene bag festivalen Smukfest.
Nogle gange lykkes, mens det andre gange går i vasken. Sidstnævnte scenarie stod arrangøren Skanderborg Festivalklub i sidste år, da man valgte at droppe den sjællandske pendant Smukfest Copenhagen på grund af svigtende billetsalg.
Aflysningen af festivalen har kunne mærkes på pengepungen og er medvirkende til, at Smukfest for første gang i 17 år kommer ud med et underskud på i alt 2,3 millioner kroner.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, men det kommer ikke som noget chok. Det er Smukfest Copenhagen der trækker ned og samtidig har overskuddet i Skanderborg heller ikke været så stort, siger talsmand Poul Martin Bonde til tv2oj.dk.
Nytænkning er en nødvendighed
Smukfest har de seneste år været presset på økonomien med dalende overskud til følge. I 2014 lød overskuddet på tre millioner kroner, mens det året forinden på 4,8 millioner kroner - og tre millioner før det.
Trods it-nedbrud: Billetsalg til Smukfest kom godt fra start
En af de helt store udfordringer er ifølge Poul Martin Bonde den øgede konkurrence på festivalsmarkedet i Danmark. Northside, Tinderbox og Roskilde Festival er nogle af de øvrige spillere, som ofte kæmper om de samme kunstnere.
- Vores musikbudget slog rekord sidste år, og vi forventer, at det vil toppe igen i år. Jo flere der er om buddene, når det kommer til de store navne, jo højere bliver prisen, siger talsmanden.
Selvom Smukfest Copenhagen ikke blev nogen succes, så er festivalarrangørerne i Skanderborg ikke bange for at prøve nye ting af. Endnu er der ingen konkrete iniativer i støbeskeen, fortæller Poul Martin Bonde:
- Vi vil rigtig gerne se på, hvordan vi kan bruge skoven noget mere. Ikke ved en dobbeltfestival, så kopierer vi jo os selv, men på en anden måde. Måske ved enkelte events.