Underskud i Pressalit
Røde tal for første gang
I 60 år har Pressalit leveret det ene overskud efter det andet, men 2013 blev en undtagelse.
I 2013 kom Ry-virksomheden, der fremstiller toiletsæder, ud med et underskud på 4,7 millioner kroner.
- Sidste år havde vi et underskud, men det hænger sammen med, at vi har haft ekstraordinære afskrivninger i forbindelse med lukninger af produktion i Thailand. Vi er i gang med en effektiviseringsproces, som er en del af en større handlingsplan, siger ordførende direktør Dan Boyter til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han er ikke tilfreds med de seneste to års resultater i virksomheden, men til gengæld ser 2014 ud til at blive bedre.
Her har Pressalit et overskud før skat på omkring otte millioner kroner efter årets første kvartal.
- Det er meget positivt. Det er altid et skøn, men jeg håber, at 2014 kommer til at byde på et overskud på mere end 25 millioner kroner før skat, siger Dan Boyter.