Underjordiske affaldscontainere er et hit
Nye affaldscontainere er populære blandt borgerne i Århus. De startede ellers deres liv som ganske udskældte.
TV 2 | ØSTJYLLAND har tidligere fortalt, hvordan borgere og især erhvervsdrivende i Århus midtby var godt trætte af larm og byggerod, da de nye affaldscontainere blev gravet ned. Men nu har de været i brug i cirka et år, og borgerne er endda blevet glade for dem.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Det er en brugerundersøgelse, der viser, at 85 procent af brugerne er enten tilfredse eller meget tilfredse med det nye system.
- Det er altså en noget pænere løsning end at have affaldscontainere stående på jorden. Samtidig sparer vi plads på den her måde. Men det er ikke billigt, siger afdelingsformand Inge Nielsen fra Saralystparken til avisen.
Årligt koster den nye ordning op mod 400 kroner mere end den tidligere affaldsordning for en gennemsnitlig lejlighed.