Under Byen nomineret til priser
Århus-bandet Under Byen er nomineret til ikke færre end seks Steppeulve ved prisuddeling i København.
Det århusianske band Under Byen har mulighed for at vinde hele seks Steppeulve, når Foreningen af Danske Musikkritikere uddeler de årlige priser for de bedste præstationer på den hjemlige musikscene.
Hermed topper gruppen listen over kandidater til de priser, som uddeles i 11 kategorier ved et stort show i Lille Vega i København den 3. februar.
Under Byen er bl.a. nomineret for sit album 'Samme stof som stof' og for titelsangen fra dette album, ligesom bandet er blandt dem, der dyster om at blive årets orkester.
Nærmeste forfølgere er poporkestret Moi Caprice og technomusikeren Anders Trentemøller, hver med fire nomineringer.
Veteranen Michael Falch, den tidligere Steppeulv-vinder Mikael Simpson og rapperen Johnson er alle nomineret i tre kategorier. /ritzau/