Umuligt at låne på landet
Drømmehuset ligger det forkerte sted
Selvom økonomien er sund hos familien Christensen fra landsbyen Dørup, har fem forskellige kreditforeninger afvist at låne dem penge til drømmeboligen.
Begrundelsen lyder, at Dørup er en død landsby.
- Det er grotesk, at vi ikke kan få lov til at bo, hvor vi gerne vil bo, siger Helle Christensen.
Familien vil gerne låne en million til at gøre et nedlagt landbrug i stand, men indtil videre må de altså nøjes med at leje den af sælgeren.
Nedlagt landsby
Ejendommen ligger i landsbyen Dørup, der ligger blot 12 km fra Skanderborg. Alligevel mener kreditforeningerne, at huset ligger i en såkaldt nedlagt landsby, som betyder, at det vil være svært at sælge huset igen.
- Det handler om husets værdi. Alle kan jo blive ramt af et eller andet, hvor man mister sin indkomst, og så er det realkreditinstitutterne, der måske overtager ejendommen. Loven siger meget klart, at realkreditinstituttet skal sikre, at de på rimelige vilkår kan komme af med huset igen, siger underdirektør i Realkreditrådet Peter Jayaswal.
Ærgerlig borgmester
Det ærgrer Skanderborg Kommunes borgmester Jørgen Gaarde (S), at en familie med styr på økonomien ikke kan få lov til at købe hus i Dørup.
Han afviser, at der er tale om en døende landsby.
- Som kommune har vi valgt at satse rigtig meget på, at vores levende landsbyer fortsat er levende. Derfor er vi nødt til at tage et årligt møde med realkreditinstitutionerne og bankerne om, hvad fakta er lige nu i Skanderborg. Hvis ikke man kan låne til et hus i Dørup tæt på en stor by som Aarhus, kan man snart lige så godt lukke hele Nordjylland og Vestjylland.
Se mere i indslaget over artiklen.