Umotiveret og groft overfald tidlig aften
En 57-årig mand blev tilsyneladende umotiveret tildelt minimum ti slag i ansigtet
På Nørrebrogade i det nordøstlige Randers kom en 57-årig mand gående tidligt mandag aften.
- Han gik og kiggede ned i jorden og ser ikke to, der går imod ham. Han kommer til at gå ind i skulderen på den ene, og vender sig om for at sige undskyld, men når det ikke inden, han bliver overfaldet, siger politiassistent ved Østjyllands Politi Marianne Morgen til tv2oj.dk.
Her blev han tildelt minimum ti slag i ansigtet af de to endnu ukendte gerningsmænd.
- Det er en grovere sag, og det er formentlig helt umotiveret, siger Marianne Morgen.
Begge mænd beskrives som danske, i 20'erne og iført mørkt tøj.
- Vi vil gerne i kontakt med folk, der kan have set episoden, siger Marianne Morgen.
Oplysninger kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.